Leeftijd in de ruimte TEASER

Set på film: Kan man blive yngre af at rejse i rummet?

Sci-fi-film byder ofte på historien om astronauten, der efterlader sine børn på Jorden for at vende tilbage mange år senere – yngre end børnene. Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Sci-fi-film byder ofte på historien om astronauten, der efterlader sine børn på Jorden for at vende tilbage mange år senere – yngre end børnene. Men kan det overhovedet lade sig gøre?

I filmen Interstellar siger hovedpersonen farvel til sine børn og rejser ud for at finde en ny beboelig planet, og da han vender tilbage, er de langt ældre end ham.

I virkeligheden bliver astronauter ikke yngre af en rumrejse – men de ældes rigtignok langsommere end personer, der bliver tilbage på Jorden.

Det skyldes, at jo hurtigere man bevæger sig, desto langsommere går tiden.

Det viste Albert Einstein med sin specielle relativitetsteori.

Rum-tid går langsommere

Da astronauter bevæger sig med høje hastigheder, går tiden en smule langsommere for dem end for personer på Jorden.

Astronauterne mærker ikke tidsforskellen – for dem går tiden, som den plejer. Først når de vender hjem, kan astronauterne se, at der er gået længere tid på Jorden end i rummet.

Fx tilbragte russeren Gennadij Padalka 879 døgn i kredsløb om Jorden. For ham er tiden gået langsommere end for mennesker på Jorden – mere præcist 0,02 sekunder. Padalka har altså levet 0,02 sekunder kortere end os andre.

Gennadij Padalka

Russeren Gennadij Padalka har været i kredsløb om Jorden i 879 døgn. Derfor har han levet 0,02 sekunder kortere end folk, som er blevet på Jorden.

© NASA

Høj hastighed giver tidsforskydning

Alle astronauter, der hidtil har været i rummet, har højst oplevet en tidsforskydning på tusindedele af et sekund.

Det kræver nemlig hastigheder, der nærmer sig lysets – 299.792.458 meter i sekundet – før forskellen i tidens gang bliver tydelig.

Astronauter i kredsløb om Jorden bevæger sig fx “kun” med en hastighed på cirka 27.500 km/t, hvilket svarer til 0,0025 procent af lysets hastighed.

Astronauterne skal derfor have langt mere fart på, end hvad der er muligt i dag, hvis de skal være yngre end deres børn, når de vender tilbage til Jorden.